I denne måned trådte Nana for første gang ud i verden på stavrende ben. Hun kan nu gå!
I starten var det kun 3-4 skridt i forlængelse af hinanden før blemåsen ramte gulvet med et bump men hun øgede hurtigt sin distance. Denne nye evne har også betydet at vi har været ud og købe skotøj så Nana kunne få sine første futter, kondisko, gummistøvler og bittesmå, søde sandaler. Nana skulle lige vende sig til dem, eller rettere det synes hun stadig ikke helt at have gjort. Hun har allerede lært at tage sandalerne af. Så nu må man holde øje med om de pludselig bliver smidt “over bord” når vi er ude og gå med fx klapvognen.
Kort tid efter hun lærte at gå ud i verden begyndte hun højt og indtrængende at sige sit første ord: “hej”. Hun siger det til alt og alle hun kommer i nærheden af, så fremmede mennesker ikke kan lade værre med at svare hende og hendes store smil. Hun charmer alle på sin vej. Nana virker dog til ikke helt at kunne forstå hvorfor fx hunde ikke svarer hende. Og det til trods for at hun godt ved og selv kan sige som en hund foruden en hest (pruhh) og en ko.
En anden lyd Nana har lært at sige er lyden af en brandbil med udrykning. “A buh a buh” siger hun. Stærkt inspireret af alle storebrors biler som Nana selvfølelig også vil lege med er hun meget fascineret af brandbiler, traktorer og kører med bilerne hurtigt frem og tilbage. I det hele taget elsker Nana alt som Karl Emil elsker – og mest og inderligst af alt elsker Nana sin storebror.
Når de genforenes efter storebror fx har været i børnehave griner de begge højlydt og omfavner hinanden. Eller – Karl Emil omfavner Nanas hoved og er nogle gange ved nærmest at kvæle hende. Men Nana er bare ligeglad. Ligegyldigt hvad storebror udsætter hende for elsker hun ham bare betingelsesløst. Storebror derimod finder det sværere og sværere at dele legetøj med Nana for hun vælter ind og ødelægger alt Karl Emil har bygget op og tager tingene. Mange en tåre er blevet grædt når storebror i frustration er kommet til at vælte eller slå hende efter sådan en tur. Det stopper hende dog ikke fra at gøre det hele forfra hvis hun først har udset sig noget hun vil have, hun er stædig som et æsel!
Hun er også altid meget optimistisk omkring sine egne evner og forsøger gerne uden af blinke at kravle op på ting som er højere end hende selv og er derfor god til at få rodet sig selv ud i mange farlige situationer! På trods af de knubs hun får på den konto græder hun kun når hun virkelig har slået sig og hun er det meste af tiden et utroligt smilende og glad barn.
Hvilket fantastisk lille pige vi har fået ind i vores liv. En ægte lille solstråle.