I dag var Karl Emil og jeg nede og se den nye børnehave for først gang. Det var noget nervepirrende – også for far: “var et nu det rigtige vi gjorde?”, “var det virkeligt nødvendigt at hive ham ud af de nye trygge rammer hos Abigale og at skille ham og Nana?”.
Denne første dag, fik mig desværre ikke helt beroliget, for det er virkligt en anden kultur her. For det første, havde vi slet ikke hørt noget fra institutionen forud, og jeg måtte selv ringe derned denne mandag morgen, for at høre hvad der foregik. Den medarbejder jeg så fik fat i virkede ovenikøbet overrasket over at Karl Emil skulle starte i dag.
Da vi kom til stuen var der heller ikke rigtigt nogen der tog imod os. Vi stod ligesom bare der i døren og ventede og måtte selv tage initiativ og spørge om vi måtte sætte os ved bordet med de andre børn og spise. Der var ingen præsentation af Karl Emil for de andre børn (som vi kunne forstå i hvert tilfælde), og der var ikke rigtigt noget small talk med mig eller ham for at få os til at føle os trygge.
Det virkede også tydeligt at de voksne ikke på samme måde leger og snakker med børnene, som vi er vant til – de passer dem ligesom bare lidt. Det ser jeg nok som det største problem umiddelbart, for Karl Emil er jo netop et barn som opsøger de voksne meget.
Det gør det heller ikke bedre at ingen af de jævnaldrende børn på Karl Emils stue taler dansk. En af pædagogerne taler en lille smule, men det er tydeligt at de ikke er trygge ved det – i hvert tilfælde ikke når jeg er der. Det bliver en stejl læringskurve for Karl Emil, for nu er der ingen vej udenom at få lært noget grønlandsk.
Heldigvis er der også noget godt at sige. Børnene tog nemlig rigtigt godt imod Karl Emil og selvom de tydeligt også var generte, så var de virkeligt søde og forsøgte både at tale lidt med ham og vise ham ting. Og Karl Emil? han synes Karl Emil til min store forbavselse, at det var helt enormt spændende og han glædede til at komme tilbage næste dag alt det til trods.
Det fik mig til at tænke at det nok skal gå, og i virkeligheden havde Karl Emil overhovedet heller ikke brudt sig om den store ståhej, navnerunde mv. Det ville tvært imod have fået ham til at kravl ind i sig selv af generthed. Og hvor priviligeret er det ikke at komme til et andet land, og at de faktisk taler lidt dansk overhovedet? Med det sagt, så er jeg virkeligt spændt på, hvordan denne historie udvikler sig over de følgende uger..