Vores sidste to uger i Nuuk, bar præg af en hel masse praktiske gøremål i forbindelse med afrejsen. Da vi til syneladende har akkumuleret mere end hundrede kilo ekstra ting og sager siden vi tog afsted og vores egne 200 kg derfor langt fra rakte til vores flyttelæs, var vi så heldige at kunne få en del bagage med Alexander og Elise hjem. En del gav gav vi videre, noget lod vi stå og noget smed vi ud. Og så måtte vi betale for overvægten.
Vores venner fra stuen, Kolja og Nanna, havde været så uheldige at blive delt op i lufthavnen så de skulle med to forskellige fly fra Nuuk til Kangerslussuaq. Det var hvad det var, hvis det ikke var fordi Koljas fly, som skulle flyve bare 15 min efter Nannas pludselig blev aflyst og Kolja strandede i Nuuk i næsten en uge. I den periode flyttede han næsten ind hos os og Karl Emil fandt hurtigt ud af at narre ham til at spille en masse xbox. Kolja og jeg udnyttede også muligheden og tog en smut ud til en anden af de meget kendte toppe her i Nuuk: udsigten. Vi startede turen i en frygtelig tåge, som bl.a. fik vores taxachauffør derud til at annoncere, at vi helt sikkert ville fare vild. Det gjorde vi heldigvis ikke.
Vi nåede også endnu en tur i Sanabugten, hvor vi grillede med Elise (som havde sendt Alexander hjem), og nogle af Louises kollegaer. Karl Emil og jeg havde endnu en overnatning på altanen, for at se på stjerner og nordlys og lørdag holdt vi en lille kaffemik og sagde et sidste farvel til de af vores venner der stadig var her i Nuuk og som havde tid til at kigge forbi.
Herefter havde vi nogle hektiske dage, fordi jeg blev ret syg og faktisk endte med at blive indlagt på Dronning Ingrids hospital og blive her 11 dage efter Louise og ungerne var taget alene hjem til DK. På den måde både begyndte og endte vores eventyr med et “ophold” på Dronning Ingrids hospital her i Nuuk. Og selvom vi nok sent glemmer de sidste dage, så glemmer vi aldrig vores 8 måneder i Nuuk. Vi har haft en fantastisk tid her, og vi vil helt sikkert snart vende tilbage. På den ene eller anden måde.
Her på falderebet er jeg lidt ærgerlig over at jeg ikke fik afsluttet videoprojetet ordentligt, men det var vigtigt for mig at jeg ikke afsluttede med hospitalsbesøget. Ikke destomindre er her hvad jeg kunne skrabe sammen af den smule materiale jeg havde fået filmet inden jeg blev dårlig.