Denne tredje uge fik vi for alvor hul på indkøringen. Fredag sov Nana endea sin første lur ved Abigale (uden problemer), og jeg havde næsten (..) en sammenhængende arbejdsdag. Jeg havde været irriteret over de altid tændte fjernsyn(e!) hos Abi, men også det går meget bedre, efter jeg, meget spidsfindigt (hvis jeg selv skal sige det), fik insinueret, at jeg ikke synes ungerne skulle se så meget fjernsyn – og det tog Abigale virkeligt til sig på den fede måde, så når jeg har hentet ungerne de seneste dage, har de oftest været igang med at spille brætspil, bygge snehuler, tegne eller bage rosinboller sammen.
Ellers så har dagene (i denne og sidste uge) ofte været meget lange. Oftest starter de med, at Nana vågner lidt over fem. Herfra skiftes Lulle og jeg til at have hende indtil 6:30, hvor min arbejdsdag begynder. Frem til 8:00 gør Lulle så ungerne klar, tømmer opvaskemaskinen og er en hvirvelvind herhjemme mens jeg arbejder og drikker 2-3 kopper kaffe. Så tager Lulle afsted. Fra 8:00 til 9:00 arbejder jeg lige det sidste, oftest har jeg et møde eller to her, mens jeg prøver at sørge for at ungerne ikke slår sig selv eller hinanden ihjel – og så går vi over til indkøring hos Abigale. Her bliver jeg oftest hængende en time eller to og snakker med Cleos mor (som også er ved at køre ind), før jeg går hjem og arbejder endnu et par timer. Når jeg så henter ungerne igen, handler vi ofte ind i Brugseni, eller leger lidt i sneen inden vi tager elevatoren op på syvende og begynder at lave mad. Karl Emil er Elevatorchef. Så kommer Lulle hjem klokken 16:15 og så er det (nem)aftensmad, måske efterfulgt af et bad eller en lille gåtur med Karl Emil, inden vi går igang med soverutinen og putning. Og så er vi trætte.
Onsdag nåede vi dog på en tur på landsbiblioteket, hvor vi blev oprettet som lånere og legede en hel masse. Her er nemlig masser af aktiviteter for børn, såsom male- og tegneværksted, hyggelige læsekroge, madrasser til tumlelege, spil og så videre – og så er der en masse andre børn, som, særligt Nana, hurtigt kastede sig over og blev “venner” med. Her kommer vi helt sikkert til at komme igen mange gange.
I weekenden, hvor Louise havde fri, havde Emil og Nancy inviteret os på byvandring lørdag, hvilket vi selvfølgelig sagde ja til (se blogindlæg). Søndag inviterede de os på langrend. Det sagde vi selvfølgelig også ja til (se blogindlæg).
Ellers så nyder vi bare denne fantastiske by, som ligger så utroligt smukt i sneen, mellem bjerge og med vand til alle sider. Vi betages dagligt af det utroligt omskiftelige vejr, som vi aldrig har oplevet lignende. Den ene dag kan det blæse 35m/s mens der den næste dag er vindstille og sol. Det sneer næsten hver dag, så om morgenen ligger der ofte et nyt lag sne over alt, og der er nye snebunker at lege i med ungerne, som sneplovene har samlet sammen i løbet af de tidligste morgentimer. Den ene dag er sneen overtrukket med en hård isskorpe og den næste ligger der det fineste pudder overalt. Vi fortrylles over lyset og farverne over vandet i den arktiske fjord der aldrig er det samme som sidst man kiggede og vi falder konstant i staver over udsigten over vandet der hele tiden forandrer sig med drivisen inde fra fjorden, der langsom driver forbi. Hvor langt væk alting er, er det svært at gætte på, for sigtbarheden her er ofte flere hundrede kilometer, mens den til sammenligning i danmark sjældent er over 20.