Endeligt er Signes karantæne ovre, og det var i sandhed en stor forløsning for os alle endeligt at kunne åbne døren og lukke hende ind. Beskeden kom mens ungerne var i Puiaq, så vi tog ned og hentede dem sammen. Karl Emil havde selvfølglig helst styr på Moster Signe og kunne helt sikkert godt huske hende selvom det er mere end et halvt år siden vi har set hende sidst. Jeg har mere nervøs for Nana, men så snart hun så Signe løb hun lige udenom mig og i hendes arme. Og så var vi ligesom igang.
Vi havde selvfølgelig tænkt en masse tanker inden Signe kom, om hvad vi skulle lave når hun kom. Desværre var vejret ikke rigtigt med os denne første uge. Set i bakspejlet så havde det også sin fordel. Vi, inklusiv ungerne, fik så til gengæld roen og tiden til at falde helt til ro i hinandens selvskab igen. Om aftenen spillede vi brætspil og om dage blev moster trukket igennem samtlige lege Karl Emil og Nana nærmest kunne finde på. Vi tog på museer, caféer, i svømmehallen, regnvejrsture, indkøbsture osv. Og da vejret pludseligt viste sig fra sin bedre side en eftermiddag, så skyndte vi os til stranden.
På syvende dagen, så det pludseligt ud til at skulle klare op, så vi skyndte os at booke en tur 40 min ind i fjorden, til Qooqqut, med Nuuk Water Taxi. Her ligger der en lille restaurant (Qooqqut Nuan) som bl.a. tilbyder at tilberede de fisk som gæsterne eventuelt har fanget på vej derud, så vi skulle selvfølgelig fiske på vejen. Her far Signe så heldig at få æren af at fange den første rødfisk, som vi har fanget heroppe. Derudover fangede vi to torsk, som de søde mennesker på restauranten tilberedte for os inden vi tog trætte hjem igen, med udsigt til endnu mere sol de kommende dage.
Og videoen fra uge 25 er her