Uge 22-23,5: Hvalsafari og Corona (video)

Lige efter vi kom hjem fra Ilulissat bookede vi en hvalsafari. Hvalerne var endeligt kommet til Nuuk. Vi havde en fremragende tur, i fremragende vejr. Pukkelhvalen vi så var dog ikke rigtigt i lege humør, men vi så den flere gange være oppe og blæse luft ud et par gange inden den dykkede igen. Turmanden fra Greenland Cruises og børnene var ikke helt tilfredse, men vi prøver igen en anden dag – eventuelt i forbindelse med en tur ind til restauranten i fjorden, Qooqqut sammen med moster Signe som jo efterhånden er lige på trapperne.

Hvad der også var kommet til Nuuk var Corona. Det vidste sig heldigvis blot at være et par medarbejdere i den udskældte Munk-gruppe (dem som bygger den nye lufthavn), som var kommet herop fra Danmark med Corona, og (efter al sandsynlighed) havde overtrådt karantænen og smittet en kollega. Uanset så var byen lige på den anden ende et par dage, folk fik aflyst ferier, der blev indført påbud om mundbind i offentlige rum, restauranter, kultur- og fritidsinstitutioner lukkede, og man måtte ikke sejle ud af fjorden. I tre dage fik lige at mærke hvor skrøbelig den frihed vi har nydt heroppe faktisk er, og vi så for os at de besøg vi havde glædet os så meget til, pludseligt var aflyst. Vi slap heldigvis med skrækken.

Ellers har det været et par uger, hvor Karl Emil har haft rigtigt meget hjemve. Vi har derfor lavet en kalender med nogle af de ting Karl Emil glæder sig til – og vigtigst – hvornår han igen er hjemme ved Viggo. Hjemveen har desværre også vist sig ved at Karl Emil ikke rigtigt kan finde ud af at snakke med dem derhjemme han savner mest. Når Viggo ringer, så siger han fx.: “jeg vil ikke snakke med ham, jeg vil hjem og lege med ham!”.

 

Endeligt kom Elise og Alexanders båd i vandet, og nu håber vi at få lov til at komme med ud at sejle snart. Karl Emil er blevet klippet, Nana har smadret vores fjernsyn og vi har booket tur til Qoornoq i weekenden. Det bliver sjovt!

 

 

 

Og så er der selvfølgelig også en lille video

The End!