Jeg havde i dag en snak med Nesrin, der efter et par brune uheld de sidste dage, mente at Karl Emil lavede for store pølser, og at det derfor var nødvendigt at skære ned på antallet af portioner han spiste til frokost. Det satte jeg mig naturligvis kraftigt i mod, men fik alligevel lidt røde ører, da jeg på vej afsted hilste på Souw Yin der var ved at skifte betræk på børnenes sofa – for anden gang på en uge.
(Aftalen endte med at blive således, at det ikke tilbyder Karl Emil mere mad efter den anden portion. Spørger han efter mere, så får han det selvfølgelig. Han skulle jo nødig sulte!).