Efter nogle hårde uger (måneder?) med syg Karl Emil, syg mor og syg far på skift efter vuggestueopstart var en uges ferie MEGET tiltrængt. Vi lånte onkel Gorms sommerhus i Dronningmølle og futtede med sprængfyldt bil mod det nordsjællandske. Da vi ankom var huset iskoldt og vi fik hurtigt sat maks på alle radiatorer.  Derefter efter fulgte vi Karl Emil rundt i huset og fik ryddet alle de ting han kunne nå som kunne væltes/spises/være farlige af vejen. Næste morgen vågnede vi til et iskoldt hus; Karl Emil havde “hjulpet til” og slukket for alle radiatorerne.

Dagene gik herefter med at gåture til stranden, leg i haven og med at lave og spise lækker mad. Hver aften kom Karl Emil i bad i sommerhusets jacuzzi. Efter et par aftener kaldte han på “mor” og pegede stolt på knappen hvor man tænder for boblerne og derefter på sig selv. Pavestolt gik han hen og slukkede og tændte for boblerne. Da han blev rost begyndte han henrykt at klappe. Sikke en dygtig, stor dreng han er blevet.

Om onsdagen kom bedstemor og bedstefar. De skulle blive helt til lørdag. Dagen efter faldt der sne og far og Karl Emil skyndte sig ud og byggede en flot snemand i haven. Der blev også brugt lidt mere tid på at gå i de lokale genbrugsbutikker og Karl Emil fik en masse nyt legetøj. På stranden forsøgte Karl Emil først at gå i vandet, også selvom det de første dage var så koldt at brandingen frøs til is. De efterfølgende dage blev brugt på at kaste først sand og senere sten og tang i havet (evighedsprojekter?) og Karl Emil synes også alle mange forskellige fugle ved kysten var meget spændende.

Den sidste dag tog vi en udflugt til Kronborg hvor Karl Emil fik danset i slottets balsal, charmeret alle turisterne og til sidst hilst på Holger Danske i de underjordiske kassematter.

The End!