Og det var også februar

Her er et par andre gode oplevelser fra februar.

Elise og Ditlev var på besøg. Vi var en tur Kagsmosen i det lækre vintervejr, hvor vi blandt andet stødte på et par svaner, der havde meget svært ved at finde ud af, hvordan de skulle kommer over isen

Vi lavede sleepover med Viggo, en aften efter ungerne havde siddet og spillet Minecraft. Det var super hyggeligt, også selvom det tog lidt tid for dem at falde i søvn. Om morgenen stod de selv op, uden vi opdagede det, så vi fik lov at sove en smule længere.

Vi var også en tur i Jylland og besøgte bedstefar og Faster Maria. Hos bedstefar gik vi på skattejagt oppe på loftet og fandt mit gamle legetøj. Vi gravede mit gamle Lego frem, som vi vaskede i bedstefars vaskemaskine, og min gamle yndlingsbamse, Pluto, som skulle have syet øret på igen for at blive helt klar til at blive arvet af Nana. Karl Emil fik min gamle Technic-lastbil med hjem, og som vi skal igang med at samle. Louise var dog ikke helt klar til at importere alle 30 kg Lego til det lille gule hus, selvom jeg synes det ville være super til at supplere de 60 kg vi allerede har 😉 Derudover kiggede Faster Maria på besøg, og vi nåede en tur til stranden for at soppe 🙂

Fastelavn blev også fejret. Både børnehave (hvor Nana blev kattedronning) og skole. I weekenden tog vi også til fastelavnsfest i Pilegården (kulturhuset, hvor der ud over tønder til alle aldre, var piratshow med det hele.

Og, ja, her i slutningen af februar begynder foråret at melde sig, og Nana og jeg er så småt gået gang med at plante chilier og tomater.

The End!