Siden Karl Emil fik sit første BRIOtog til hans to års fødselsdag, har det været hans kæreste eje. Det er det ofte første han nævner om morgenen, og lige så ofte kommer et af togene med i seng. De af togene der kører på batterier, får dette skiftet dagligt – “virker ikke“, “nyt batterai” siger Karl Emil, og så skal vi ind og skrue den lille skrue gemt i skorstenen af, og batteriet skal skiftes med et af de der ligger i opladeren og (forhåbentligt) er ved at væreklar igen.
Vi er nu på tredje tog med elektrisk motor. De to første er slidt op. Det ene hakker afsted og kan ikke køre op af bakke mere, eller trække vogne; det andet, det han fik til jul (altså for under 4 uger siden), er helt dødt og siger end ikke en lille lyd når det tændes. Når vi spørger Karl Emil, hvad han skal lave, eller har lavet, i vuggestuen, svarer han næsten altid: “togbane“, som noget af det første. Da vi forleden spurgte hvad vi skulle lave, når vi skulle passe hunde for mormor og morfar, svarede Karl Emil: “togbane!“.
Til tider tænker vi da: “ej, leger han ikke lidt for meget med de tog?“. Heldigvis, så får vi også tid til at lave lidt puslespil, komme ud på den gule cykel, lege i haven, tegne osv. ind i mellem – så kommer toget bare med, eller Karl Emil ligger det på siden, stadig tændt, med hjulene snurrende, så det kan hvile mens vi er afsted. Med det sidste tog kom en brochure over alle de BRIOtog man kan købe. Den nærstuderes nu nøje: “mig ha’ den dér“, sammen med de andre bøger vi har, hvor nogle af siderne viser billeder af tog.