Så nærmer vi os efterhånden dagen, hvor vi skal forlade vores laksefarvede hus og Grønland. I hvert tilfælde indtil muligheden igen byder sig. Vores sidste hele weekend brugte vi på en tur ind i Semilik Fjord, for at fiske og sove i telt.
Vi startede ud fra den lille havn, hvor vi mødte Line og Tobias, der skulle være vores guider på turen. Tobias levede for bare tyve år siden som inuitnomade, og rejste konstant rundt mellem bopladserne i området på jagt efter mad. Havisen var stadig tæt da vi skulle ud, men det lykkedes at komme ud i andet forsøg.
Vores første stop på turen var en lille bugt, hvor vi skulle fange ammassetter (lodde) til vores aftensmad. Det var på sin vis også ret fint at vi fik dette med, da Ammassetterne har været navngivende for netop for den ø Tasiilaq ligger på (Ammassalikø) og faktisk hed Tasiilaq tidligere Ammasalik.
Lodden er en lille, slank, sølvskinnende fisk (15-25 cm) med spidst hoved, stort underbid og mørk/grønlig ryg. En populær spisefisk især som tørret. Den er udbredt overalt i de arktiske områder og gyder ved Grønlands kyster mod nord til henholdsvis Uummannaq og Tasiilaq.
Den lever af dyreplankton og udgør selv en vigtig fødekilde for fugle, rovfisk, sæler og mindre tandhvaler. I maj-juli samles lodden i kæmpestore stimer for at gyde på lavt vand. Fiskene kan stå så tæt, at de inderste presses op på land og strander.
Ammassetter fanger man her med fiskenet. De står så tæt under båden, at man først ikke kan se dem, men når det først ser dem er havet nærmest levende under båden.
Efter eventyret med Ammassetterne fortsatte vi længere ind i fjorden og sejlede blandt andet forbi Kuummiit, som er en lille bygd med bare 300 indbyggere, der stadig lever som fangere og har bevaret mange af de traditionelle metoder til jagt og fiskeri. Historisk har bygden og området her i fjorden spillet en rolle som samlingssted for områdets inuitbefolkning, og vi fik forklaret, at det var inuitnomaderne og bygderne i området mødtes om sommeren, når isen brød op, til en slags Roskildefestival, for at feste, danse trommedans, æde, få blandet gener og få afgjort vinterens stridigheder osv.
Efter ca en times sejlads lagde vi til ved en bjergside, med et lille fint vandfald der strømmede ned langt oppe fra. Her skulle vi fange ulk. Det første sted nåede vi knap at få snøren i vandet, før Tobias konstaterede at her var der ingen fisk. Vi morede os lidt over, at i Danmark havde vi nok havde givet den mere end 5-10 minutter på et fiskested før vi gav op.
Efter et par minutters sejlads smed vi snøren i vandet igen, og efter få minutter var der bid. Tobias hev den første ulk (eller monsterfisk, som Nana døbte den) op af vandet. Og sådan stod vi og fiskede i små 20 minutter, hvorefter vi havde fanget ikke mindre end 12 ulk. Både Karl Emil og Nana fangede flere af dem til deres store fornøjelse.
Efter endnu et par timers sejlads var vi ved at være fremme ved det sted, vi skulle slå lejr for natten. På vejen hoppede Line af på noget havis for at samle regnvand, der havde samlet sig i små søer, og som vi skulle bruge som drikkevand. Vi kom også forbi en gammel kutter, som var ved at hale en haj om bord, og pludselig fik Tobias øje på en flok edderfugle, hvorefter han satte sømmet i bund, hev sit gevær frem og satte efter dem. Line fik lige fisket Karl Emil om bag Tobias, før de første skud lød. Det var i det hele taget en ret vild tur fra fiskestedet til lejren, men mange store og spændende oplevelser.
Fremme ved lejren gik vi straks i gang med at sætte telt op, mens Tobias fortøjrede båden for natten, og Line satte gang i aftensmaden. Forretten bestod af kogte ulk og kogte ammasetter. Fiskene blev kogt i havvand og uden at blive renset – med indvolde og det hele. De kogte fisk blev smasket ud på en sten, og så var det ellers bare at tage for sig. Ammasetterne tog man i halen og så sugede man ellers bare alt, hvad der sad fast på benene af. Det smagte overraskende godt. Selv ungerne var mega seje og vi spiste til, der ikke var mere. Nana var særligt glad for øjnene, som hun og Tobias spiste med stor fornøjelse og mange grin. Efter aftensmaden var vi trætte og gik efter en lille rekognoscering og en øl, vi havde med hjemmefra, i seng, rige på oplevelser.
Efter en sidste god tur, følte vi os klar til at begynde at pakke vores ting ned. Vi brugte det meste af ugen på at pakke ned og få sendt kasser afsted. Det var en smule hårdt, da ungernes legetøj røg i kasser og kufferter, for det betød jo, at mængden af ting de kunne lege med, blev ret begrænset. Vi havde heller ikke mere internet, så det kunne vi heller ikke slå tiden ihjel med. Heldigvis var vejret godt, og når det ikke var det, synes ungerne, det var sjovt at hjælpe til med at pakke ned.
Vores sidste timer brugte vi på en tur ned til hundene. Vi havde købt 10 store svinekoteletter til dem, for, som Nana og Karl Emil sagde – de skulle have en lille fest, inden vi skulle afsted. Det blev en lidt hård afsked. De hunde har virkelig betydet meget for os, og vi er meget taknemmelige for den mulighed vi har haft for at passe dem og, ikke mindst, se Nola blive en stor-lille hund over de sidste tre måneder.
Efter vi havde sagt farvel til hundene, tog vi hjem for at mødes med portøren, der skulle køre os ud til heliporten i ambulancen. Præcis som da vi kom, blev mor og Nana stuvet ind bagi sammen med al bagagen, mens Karl Emil og fotografen fik forsædet. Turen mod Kulusuk, og siden Island, hvor vi havde et lille pitstop på turen hjem, gik helt efter planen.
Og således sluttede vores grønlandseventyr for denne gang. Vi har allerede talt om, hvordan vi skal komme afsted igen, og vi håber og tror på, at dette ikke var sidste gang vi fik mulighed for at opholde os i dette smukke og vilde land, som vi holder så meget af.
Her er den sidste video fra denne tur. God fornøjelse.