Vi går nu ind i næstsidste uge, og kan nu mærke den slags FOMO man får, når man er på vej hjem fra et sted, hvor man ikke umiddelbart får mulighed for at komme tilbage til indenfor nogen nær fremtid. En af de ting jeg har været ærgerlig over ikke at nå, var at bestige sømandsfjeldet. Heldigvis var Karl Emil frisk på en sen tur, en sen eftermiddag, og så snart Louise fik fri, tog vi afsted.
Vi havde en fremragende tur sammen, både fordi turen var vildt smuk, men også som far og søn. Vi fik virkeligt sludret, og hygget på den 7,5 timer lange tur, og var begge helt øje, da vi i midnatsolen returnerede til det laksefarvede hus på Nappartsimivimiut, hvor Louise tog i mod os sent tirsdag.
Ellers har ugen mest budt på en masse tid med hundene, som vi nu også så småt er ved at sige farvel til, og vi tæller på fingrene, hvor mange gange vi kan nå ned og gå tur med dem og lege med dem. Ungerne har bygget en hule til Nola, som hun kan gemme sig i, når der er Piteraq.
Måske udsprang ideen fra, at vi i dagene efter den seneste Piteraq har fundet en masse skelletter af nyligt døde hunde, og andre dyr, på hundefjeldet. I hvert tilfælde, så føler ungerne, at de på den måde har givet noget videre til Nola, som kan passe på hende, når vi skal til at hjem.
Herunder videoen fra uge 12. Koden er som altid 1234:
4. – 10. juni 2024
Karl Emils Dagbog fra Tasiilaq
Far og mig vi har besteget sømandsfjeldet. Den ene top var 630 meter det var den vi var oppe på. Den anden top var
690 meter. Der var også sne på toppen. Da vi var på vej ned, så vi en fjeldrype og vi kom først hjem til midnat. Da vi næsten var oppe på toppen, var der så stejlt ned. Jeg turde næsten ikke kigge. Vi har midnatssol, så solen var stadig oppe da vi gik ned.
Vi har også lavet en hule til nola så hun kan gemme sig når der er piteraq. Vi har fundet mange skeletter efter piteraq også mange skeletter af hunde der var døde for ikke så lang tid siden og et skelet af en hval der var 3 meter. Det var vildt sejt.
Kærlig hilsen,
Karl Emil i Tasiilaq