Vi har nu været her i Grønland i mere end ti uger. Stort set i hele perioden har vejret været aldeles fremragende, og vi har faktisk savnet at se lidt til det grønlandske uvejr, som Grønland og særligt østkysten er kendt for. I mens vi de sidste dage i den forgangne uge havde været i fjeldet med hundende iført korte ærmer, så skal jeg ellers lige love for at denne uge har budt på lidt af et vejrskifte.
Vi startede ugen ud med et regnfald uden lige. I tre dage regnede det næsten 300 mm. Det er mere end vi får i Danmark på et helt år. Vi holdt os inden døre, og havde været forudseende at få handlet godt ind i forvejen, så vi kunne forskanse os i det laksefarvede hus på Nappartisimivimmut. Mens folk løb forvildede rundt i regnen, kunne vi nøjes med at tjekke til pumpen i kælderen som arbejdede på højtryk med at holde vandet ude.
Efter regnen kom stormen, og vi fik at mærke lidt til det stormvejr der herovre kaldes Pitaraq og som østkysten er kendt og berygtet for. De storme skulle være så voldsomme at de vælter biler og får huse til at lette og er grunden til at husene her sjældent har vinduer og større nordvendte facader. Når der er pitaraq holder butikker og skolen lukket, og de eneste der går på arbejde er folk i funktioner der er afgørende for samfundets sammenhængskraft. Det er fx politi og hospital.
Endeligt så klarede det op igen. Louise og jeg fejrede, sammen med ungerne naturligvis, vores første bryllup i strålende vejr på byens bedste – og eneste – restaurant. Nemlig den på byens eneste hotel. Hotel Ammasalik. Vi missede stort set at få taget nogle billeder, men det var nok bare fordi dagen var præcis som den skulle være. Fik faktisk kun taget de her to i lav opløsning, som svar på at Olde pludselig skrev, og at vi ville svare med et billede fra restauranten 🙂
I det gode vejr fik vi også både gået på blomsterjagt i fjeldet, gået ture med hundene og spillet fodbold på kunstgræsbanen, som nu langt om længe er ved at være tør for is, sne og vand.
Som bagtæppe på det hele, så møder vi igen og igen lastbiler og gavemaskiner der er ved at transportere de rigtigt mange både der har stået rundt omkring ved husene over vinteren, ned til vandet, hvor havisen nu så småt er begyndt at give plads til at man kan komme ud og fiske og gå på sæl-jagt igen.
I maj holder vi i øvrigt sund maj her i Tasiilaq. Det betyder at der hele tiden foregår et eller andet for at få gang i folk. På billederne her var der motionsløb fra pladsen foran brandstationen, med levende musik fra musikskolen.
Sideløbende med det vilde vejr, har vi også ventet på at det første skib skulle anløbe Tasiilaq. Det sidste skib kom sidst i oktober. Vi var forberedte på at det ville blive sparsomt med mad herovre sidst i perioden, men vi blev alligevel meget overraskede over præcist hvor lidt der faktisk er tilbage. Senest er vi løbet tør for mælk, øl, syltetøj, juice, ketchup, mayo, chips og pålæg, og Pilarsuisoq har, selvom de prøver, ikke længere nok mad til at fylde hylderne ud. En stor del af det mad der er tilbage er flere måneder for gammelt og det er efterhånden svært at skjule at lagrene er tomme.
Skibet har desværre haft store problemer med at anløbe fordi der har været specielt meget havis i år. Som RAL, altså Royal Arctic Line der transporterer maden skrev, så er isen tung, tyk og tæt, og der ligger i år et bånd omkring grønlands østkyst der er 40 km bredt, altså næsten 20 km bredere end tidligere år. Derfor endte ungerne og jeg flere gange med at gå forgæves ned for at vente på skibet, mens skibet selv, måtte sejle rundt langs havisen i flere dage, for at forsøge at finde en vej igennem
Det vilde vejr hjalp heldigvis hen over weekenden til med at få brudt isen lidt op, og efter Malik Artica have forsøgt at komme igennem flere gange siden mandag, lykkedes det endeligt fredag. Der var stor fest på kajen, og kanonerne blev skudt af for at markere at der nu er hul igennem havisen.
Næste morgen observerede ungerne og jeg fra lejligheden at maden ankom til den store butik, og kort efter stod vi dernede og købte bananer, ananas, æg, og noget af alt det vi har savnet siden vi kom.
Herunder videon fra denne uge, hvor jeg har prøvet at læse teksten fra bloggen op ind over som et forsøg. Koden er som altid 1234
Karl Emils dagbog fra uge 11 (og lidt af uge 12):
30. maj til 3. juni 2024
Karl Emils Dagbog fra Tasiilaq
Tusind tak for alle beskederne på Aula. Det var heldt vildt. Jeg blev meget glad! Skibet med maden kom i fredags og kanonerne de blev fyret af og vi så det. Der var mange bananer med skibet som ikke var rådne, men der var også mange bananer der var rådne.
Der har også været piteraq. Når der er piteraq så holder børn fri fra skole og butikker lukker. Piteraq er en speciel slags vejr, som kun findes her. Det betyder at det blæser rigtigt rigtigt meget i lang tid.
Sorte som er en hund vi tit har mødt er kommet i lænke. Det var meget sørgeligt. Men Nola er begyndt at gå med altid på tur og frúling er begyndt at bade i en sø når vi går med ham. Vi har set 2 hunde skeletter efter piteraq. Det var lidt ulækkert.
Tak for alle beskederne. I må alle sammen gerne skrive og ringe.
Tagiu,
Karl Emil