Bar røv i Haraldsted

Karl Emil og jeg sprang i Capturen og tøffede til Haraldsted, hvor Sally, Pil og Rasmus som altid tog varmt i mod os. Karl Emil lavede en pølse kort efter vi kom, og efter han var skiftet så besluttede vi os for at det der med tøj, det var der ikke grund til i dag.

Det er sjovt som Louise og jeg altid går og bilder os selv ind at Karl Emil, han er ikke en rigtig bydreng, fordi han er så glad for at være ude. Men så snart jeg satte ham ned på græsset og det kildede ham op af benene, så blev det kun alt for tydeligt at det der, det var han ikke vant til. Efter at være løbet efter katten ind i nogle brændenælder, så fik Karl Emil nok af græs og i stedet for at være nøgen fra top til tå, var vi derefter kun nøgne fra top til strømpe.

Vi hyggede, plukkede mælkebøtter og smurte mælkebøttesaft på Karl Emils brændenældestik, ristede pølser over bål og tog en dukkert i svømmebadet, inden vi tog tilbage til storbyen.

The End!