Vi har længe snakket med Alexander og Elise om at tage på hyttetur en weekend, og nu lykkedes det endeligt. Vi havde lånt en hytte i Qoornoq og tog afsted fredag lidt over middag. Vi var godt læssede. Dels skulle vi selv medbringe vand, dels fylder både børnene og mit kameraudstyr godt til, og dels så havde vi købt en hel masse vin øl og slik. Sejlturen tog lidt over en time, hvoraf Karl Emil fik lov at sidde ved roret og styre en stor del af tiden (en oplevelse han sent vil glemme).
Qoornoq er endnu en af de såkaldte forladte byer, som i dag er sommerhusområde for Nuuks velhavere. Såkaldt fordi de forladte byer jo i virkeligheden blev rømmet da det grønlandske landsråd og den danske regering i 60’erne og 70’erne blev enige om at den bedste måde at skabe udvilkling og øge velstanden i Grønland var ved at samle folk i færre og større byer. For mange grønlændere var det et decideret overgreb og folk der havde boet i bygderne i hele deres liv skulle pludselig flytte ind i en lille lejlighed i Nuuks blok 1-10 uden i øvrigt at få stillet arbejde eller anden hjælp af betydning til rådighed, så de kunne fortsætte deres liv. I de store byer, så man de der kom fra bygderne som nogle [min oversættelse] bonderøve. De gamle huse blev med tiden købt op af velhavere, uden at de oprindelige beboere fik forkøbsret eller lignende.
Vi brugte dagene på at bade i det iskolde vand, gå ture i de smukke og vilde natur, at spille spil med børnene og når ungerne sov, at lege i de mange vandhuller og ved stranden, at besøge den forladte fiskefabrik og så bare at slappe en hel masse af. Karl Emil og jeg var i øvrigt på fisketur, og jeg havde pakket mad og snacks, til nogle gode far og søn timer. Men efter at vi havde kastet ud 8 gange og fanget 6 torsk, så gad fare ikke pille fisk af krogen mere, og vi gik hjem. Det er vist hvad man kalder et luksusproblem.
Og der er selvfølgelig også en lille video: