Grønland 2024 u01 | 17–23. marts

(video nederst)

Så snart vi var ankommet, sendte vi en ekspedition, mig, ud for at købe mad. Vi fandt dog hurtigt ud af at alt var lukket fordi det var lørdag. Panikken nåede lige at brede sig for alt vi havde i tasken var en kvart pakke Lakerol og søndag var der næppe heller noget der var åbent. Vi endte med at sende Louise ned på hospitalet for at spørge, og derigennem fik vi instruktioner til at finde en lille kiosk, Gerts, hvor vi kunne købe en frysepizza, en pakke havregryn og lidt forskelligt andet så vi kunne overleve. 

Herhjemme i det lille røde hus på Nappartsimavimmut gik vi igang med at gøre rent, rydde op, og flytte rundt på både møbler og ting i skabene for derigennem at gøre det til “vores”. Ind i mellem kom vi ud og klatre lidt i fjeldene omkring huset og vi fandt også en anden lille butik hvor man kunne købe nogle ret pebrede fastalavnsboller. 

Mandag startede Louise på hospitalet, og vi andre på “farskole”. Vi starter hver morgen med 20 min “læsebånd”, hvor ungerne læser og slapper af. Derefter snakker vi hver dag om et Grønlandsk dyr og lærer er Grønlandsk ord. Og så prøver vi at lave hvert uge til et tema. I denne uge handlede det om forskellen på Danmark og Grønland, og vi lavede desuden en masse eksperimenter med is.

Meget af vores fritid brugte vi på at bygge iglo, at kælke og andre gode lege omkring huset. Børne var lynhurtige til at finde nye venner og allerede tirsdag løb de og spillede stikbold med en stor flok unger fra vejen. Det var bare helt vildt dejligt at se hvordan de lynhurtigt er ved at falde til. 

Vi fik også gået et par småture, heri blandt var vi nede at gå på havisen to gange. Det var en ret vild oplevelse. Selvom isen er tyk kan man godt nogle steder fornemme havet under, og ind i mellem findes også relativt store revner fra når isen har rykket på sig efter det er frosset til. 

Lørdag var det endeligt tid til det første rigtige eventyr, hvor vi tog på slædehundetur med Mathias og hans ti meget søde hunde på fjorden. Karl Emil og Nana fik begge lov at prøve at svinge pisken, hvilket det var enormt stolte af. Vi overvejer allerede, hvornår vi kan komme ud med Mathias igen.

Koden til videoen er som altid 1234. Tak fordi I følger med 🙂

Karl Emil’s dagbog for den første uge:

17. – 23. marts

Kære 1.X
Jeg var ude på havisen den 19. marts om aftenen. Jeg skar hul i isen jeg kom cirka 4-5 cm ned i isen men kom alligevel ikke ned under isen til havet. Hver gang jeg har fri fra ”farskole” eller har frikvarter så laver jeg på min lillesøsters og min fars og min iglo, bestiger bjerge og kælker. Jeg har også fået nye venner jeg spillede stikbold og klatrer med dem.
Jeg kommer til ikke til at spise frugt i Grønland. Fordi skibene ikke sejler mad ind før til juni og at frugterne bliver rådne.  Jeg har mødt en slædehundehvalp. Jeg kalder den for sorte. Den er så sød! 
Jeg har lært mange nye grønlandske ord. 
Aluu (hej), Takuss (vi ses), Qanoq Ataqarpit (hvad hedder du?), Qujanaq (tak), Torrak (fantastisk). 
Vi har kørt hundeslæde den lørdag den 23.marts.og jeg fik lov 
til at svinge en pisk det var så sjovt.
Kærlig hilsen, 
Karl Emil i Tasiilaq Grønland

The End!