Natten til terminsdagen 2/11 vågnede jeg med veer kl. 3 om natten. Jeg stod derfor op og spiste lidt mad. Jeg vækkede ikke Lasse for jeg tænkte jeg fik brug for en udhvilet kæreste senere. Veerne tog dog aldrig rigtig til og jeg lagde mig ind i sengen igen hvor jeg næste morgen vågnede uden veer.
Helt overbevist om at fødslen var lige oppe over tilbragte jeg derfor formiddagen i sofaen med at hvile og spise godt. Tilfældighederne ville det sådan at vi havde en jordemodertid om eftermiddagen. Her blev jeg undersøgt og vurderet til at være ca. 1 cm åben. Jordemoderen sagde at intet var sikker, ja der kunne gå op til en uge indtil jeg fødte. Jeg var i hvert fald ikke i aktiv fødsel nu; det jeg havde oplevet om natten var plukkeveer.
På vej hjem i bilen begyndte veerne igen. Denne gang stoppede de ikke. Der gik dog lidt tid inden Lasse forstod at “nu var det nu”. Vi havde jo lige fået at vide af jordemoderen at jeg ikke var i fødsel! Jeg fik med lidt store bogstaver fortalt ham at det kunne godt være men at jeg altså havde veer nu. De næste 36 timer forlod han ikke min side. Min lænd blev masseret, han nødede mig til at spise lidt af den aftensmad han lavede til mig og målte tiden på veerne med en “contraction” app.
Ud på de små timer natten til den 3. kørte vi på hospitalet første gang. Veerne var egentlig ikke kraftige og hyppige nok men vi var begge lidt usikre på det hele og havde brug for en vurdering og nogle gode råd. Jeg var kun 2-3 cm åben og jeg blev tilbudt smertestillende som jeg dog afslog. Vi var begge ved godt mod og kørte hjem igen. De næste par timer tilbragte jeg det meste af tiden under den varme bruser hvilket lindrede veerne. Da veerne var ved at have varet 24 timer ringede vi igen til fødeafdelingen. Har fik Lasse at vide at der ikke var plads på Hvidovres fødeafdeling og at de ville ringe rundt til de andre hospitaler. De ringede herefter tilbage at der heller ikke var plads nogen andre steder så vi måtte bare komme. Noget nervøse tog vi derfor afsted med alle vores pakkenellikker. Jeg stod på alle fire på bagsædet under hver ve hele vejen derud.
Denne gang var jeg 6 cm åben og heldigvis var der 1 ledig fødestue tilbage, endda med fødekar. Jeg hoppede direkte i fødekaret imens den snaksaglige jordemoder snakkede med os (primært Lasse). Da vandet gik var det desværre grønt (tegn på at baby er lidt “presset”) og jeg skulle derfor op af vandet og have “overvågning” på. Med en elektrode på Brombærets hoved holdt de øje med hans hjerterytme og med en vemåler uden på min mave øje med veerne. Især vemåleren var enormt irriterende at have på samtidig med at den slet ikke målte veerne særlig præcist. Vandet havde lindret veerne og efter jeg kom op kom nogle af de kraftigste veer. Jeg kæmpede mig igennem dem, siddende på en pilatesbold og med Lasses arm i et jerngreb. Efter vagtskifte kl. 15 blev jeg undersøgt af den nye jordemoder som kunne fortælle jeg slet ikke havde udvidet mig siden ankomsten til hospitalet. Det var frygteligt. Al den smerte for ingenting.
Derefter tilbragte jeg resten af fødslen i sengen. Over de næste timer var der megen snak frem og tilbage om hovedet lå forkert ned i bækkenet. Med en dygtig jordemoders hjælp lukkedes det at blive de magiske 10 cm åben på trods af at min livmoderhals var hævet op og derfor blokkerede for udvidelsen. Indtil da havde vi primært brugt “naturlige” smertestillende (varmt vand og saltvandspapler) men efter mere end et døgns veer kunne jeg ikke mere. Jeg fik lagt epiduralbedøvelse og med denne også et drop i hånden. Jeg fik feber (en hyppig bivirkning til epiduralbedøvelse) og fik derfor også antibiotika. Selvom bedøvelsen virkede bedre i den ene end den anden side fik jeg en pause på et par timer hvor jeg bl.a. fik lidt at spise og drikke.
På trods af hele dette cirkus udviklede fødslen sig ikke og jeg fik ingen presseveer. Jeg fik derfor også vestimulerende drop. Det fik jeg vestorm af. Så skruede de ned for droppet. Så stoppede veerne. Så skruede de op: vestorm. Vi forsøgte også med alternative metoder som “norsk sideleje” og rebozo. Intet hjalp.
Efter flere timer uden fremgang, gik jordemoderen ud og spurgte afdelingsjordemoderen om jeg måtte prøve at presse uden presseveer. Det måtte jeg – de gav mig 20 minutter. Jordemoderen og Lasse heppede og heppede og jeg var helt blå i hovedet af anstrengelse. Da de første 20 minutter var gået fik jeg 20 minutter til. Der skete ikke et hak. Til sidst blev fødselslægerne kaldt. Der blev taget en blodprøve fra Brombærets lille hoved som viste at han havde det godt. Der var tid til at han kunne tages med kop. Fordi han lå så højt i bækkenet blev det en “høj” kop og han skulle ud inden for 4 træk ellers var det akut kejsersnit. En jordemoder (afdelingsjordemoderen?) lagde en ekstra bedøvelse og blev ved mig imens de to fødselslæger lagde koppen. “Min” jordemoder ringede efter børnelægen. Der endte med at stå omkring 5-6 mennesker inde på stuen foruden Lasse.
Den første gang fødselslægen trak var det mest smertefulde tidspunkt i hele fødslen. Det gjorde så ondt at jeg nær besvimmede og fuldstændig mistede kontrollen over mig selv. Hvor jeg skulle puste, brølede jeg i stedet af smerte. De næste 2 gange var, heldigvis, knap så slemme og endelig, ENDELIG, mærkede jeg en enorm lettelse da Brombæret blev forløst og lagt op på min mave. Fordi fostervandet var grønt skulle han dog hurtigt over til børnelægen og suges i mund og næse. Men det var altsammen lige meget for nu var jeg mor og jeg havde lige mødt min søn for første gang. Ovre ved fødselslægen kunne jeg høre hans spæde skrig. Han blev lagt tilbage på min mave og vi fik at vide af børnelægen at alt var fint.
Nu skulle jeg lære min søn at kende.