Endelig – endelig! I efterhånden 14 dage har vi overhovedet ikke set andre mennesker. Både Karl Emil og Lulle har været små syge og forkølede i de sidste uger, så vi har ikke turdet ses med nogen. Men. Nu. I dag. Så besluttede vi at Karl Emil var rask nok til at se Viggo. Vi tog derfor (Morten, Bente, Viggo, Karl Emil og jeg) i skoven for at cykle, og vi havde en helt fantastisk dag sammen i forårssolen. Det var både godt for Karl Emil, og godt for mig. Da vi kom hjem fortalte Karl Emil mig mange mange gange, at det havde været en rigtig rigtig god dag.
