Ny læge på Dr. Ingrids Hospital (DIH)

Efter 5 dages karantæne skulle jeg starte direkte på arbejde. Aftenen inden havde min kammak-læge inviteret mig over til en snak og introduktion da hun tilfældigvis var på arbejde. Alle nye læger får en kammak-læge tildelt som et par måneder inden man flytter tager kontakt og hjælper en med alle de spørgsmål man måtte have omkring arbejde/fritid/grønland. En fantastisk ordning og min søde kammaklæge Emili har hjulpet os en masse her de sidste måneder. Desværre blev introduktionen kort fordi hun skulle gå til en tvillingefødsel midt i det hele men jeg fik set hospitalet indendørs og vi aftalte at mødes lidt tidligere dagen efter. 

Det meste af næste dag gik med alt det praktiske som skal på plads når man starter på en ny arbejdsplads. Kort introduktion af mig selv på morgenkonferencen. Få tildelt tøj. Blive vist rundt – og fare vild konstant alligevel. Blive introduceret til it-systemet. Første dag havde jeg følgevagt – hvilket betød at jeg reelt ingen arbejdsopgaver havde men blot skulle følge med. Men allerede næste dag stod jeg på skemaet til stuegang. Jeg var lidt nervøs for at kunne nå det men det intet problem for alle der kunne, kom og hjalp mig. Alle på afdelingen virker bare så søde. 

Det var helt mærkeligt – og virkelig dejligt! – ikke at skulle have mundbind på, på arbejde mere. Men vaccinere gør de også i Grønland! Om mandagen blev den første vaccine givet til en grønlænder på et alderdomshjem og vaccinationen af sundhedspersonale startede lige herefter. Jeg havde fået tilbudt 1. stik om tirsdagen og selvfølgelig sagt ja. Det var en stor dag i Grønland – ja, historisk! – og vores ledende overlæge var tydeligt berørt og stemningen ekstra løftet dagen efter til morgenkonferencen. 

Efter to fulde arbejdsdage et nyt sted, med nye kollegaer, nyt it-system og nye udfordringer med især logistik var jeg helt ør i hovedet om aftenen. Heldigvis var onsdag en halv helligdag i Grønland – helligtrekongersdag så jeg kunne gå tidligt. Resten af ugen skulle jeg gå stuegang på samme afdeling, perfekt for læringen men noget som bare ALDRIG sker på danske sygehuse. Jeg følte mig derfor hurtigt tilpas på afdelingen og med Petra, den sygeplejerske som jeg går fast stuegang med som har hjulpet mig rigtig meget. 

Alle dage starter ens. Man møder ind forskellige steder alt efter hvilket funktion man har og gennemgår dagens arbejdsopgaver. Herefter mødes vi til morgenkonference alle lægerne og høre om de nyindlagte. Så går vi alle til røntgenkonference. Alt er meget struktureret og gjort overskueligt med udprintede patientlister. Herefter går dagens arbejde igang inden vi mødes til middagskonference halv et. Ofte kan man lige nå i kantinen  inden som i denne uge bl.a. serverede rensdyr. Fredag er der morgenmad for alle lægerne samt fællessang. Afdelingens neurolog stod for morgenmaden denne fredag og havde bl.a. medbragt moskus-okse spegepølse og hjemme-tørret rensdyrkød. Mums.

Medicinsk afdeling på Dr. Ingrids Hospital dækker alle medicinske specialer samt neurologien (hjernesygdomme) og børnesygdomme. Derfor er der ikke speciallæger ansat i alle de specialer afdelingen dækker og der er forskellige aftaler med afdeling/hospitaler i Danmark fx er der hver 2. uge infektionsmedicinsk skype-konference med infektionsmedicinere på Rigshospitalet. 

Sidst på dagen ender de fleste af os yngre læger på reservelægekontoret som er et stort, hyggeligt og højloftet kontor hvor vi har skabe, (fælles) omklædningsrum og en knagerække til kitlerne samt en masse computere selvfølgelig. Her kan man altid spørge om hjælp, få snakket lidt om løst og fast og ønske på gensyn inden fyraften.

Udsigten over hospitalets bagside fra vores altan. Som det ses bor vi ganske tæt på.

The End!