Fars fødselsberetning: Kl. 4:44 vækkede Louise mig. Som sidst havde jeg lidt svært ved at forstå at nu var det nu, hvorfor jeg lidt søvndrukken forsøgte at forklare hende, at det nok var bedst, hvis jeg fik lov at sove lidt længere. Hun fik mig heldigvis op, og vi fik taget tid på veerne. Til min store overraskelse, var der kun et par minutter mellem. Det ville altså sige, at vi skulle have haft ringet til fødemodtagelsen for længe siden. Louise havde også haft lidt svært ved at forstå st det gik så hurtigt, og havde det stadig, så nu var det altså min tur til at overbevise hende om, at nu skulle vi altså afsted.
Én time efter ankom vi til Herlev Hospital med pressetrang, og efter endnu én time, kl. 7:06 havde Louise født en sund og rask lille pige med det fineste strithår.
Strit var bare 50 cm, og vejede blot 3370 gram (plus en stor lort, som jordemoderen sagde, da vi ikke nåede at få hende vejet før hun havde leveret den første omgang). Lige så lang, men lidt tungere end sin storebror – der,så vidt vi vidste, i øvrigt stadig lå og sov sammen med Mormor i Det Lille Gule Hus.
I de sidste minutter af fødslen, og mellem to veer, havde Louise mindet mig om, at jeg havde sagt at jeg gerne ville tage imod. Jeg tøvede et øjeblik, men fik så taget mig sammen. Jeg tog den lille pige under de bitte små og våde arme, hvor jordemoderen havde vist jeg skulle tage fat. Med en tåre i øjenkrogen, bløde knæ og bankende hjerte hjalp jeg hende sammen med Louise det sidste stykke ud og ind i denne verden – og op på mors varme mave.
