Man kunne fristes til at tro at det havde noget med os at gøre. At vi fx havde store ambitioner på vores søns vegne, og derfor havde fået ham til at terpe alfabetet, men sådan er det slet ikke. Karl Emil har helt selv facineret sig over bogstaverne og hvad de kan, og sidder næsten dagligt og skriver bogstaver i hans lille skrivebog, mens hans interesseret vil vide, hvordan man staver til dit og dat. Mange ord kan han allerede, fx. kan han stave til Viggo. Han har ikke helt fanget, at bogstaverne skal præsenteres i en bestemt rækkefølge for at give mening, men det betyder ikke noget. Når han skal vide hvordan man “tegner” et nyt bogstav, så sætter vi ofte prikker han skal følge. Nogle gange, når han ikke helt selv kan huske det, så sætter han også prikker til sig selv 🙂
