Efterhånden var Karl Emil begyndt at stoppe med at spørge om sut inden han skulle puttes. Det gik op for mig en dag, inden jul, hvilket fik mig til at tænke “hvorfor ikke”. Efter den aften sov Karl Emil stort ikke med sut mere, og efter jul, til Karl Emils første tandlægebesøg kunne vi aflevere sutterne til tandlægen i bytte for to flotte tandbørster. Den aften, efter Karl Emil, var blevet opmærksom på at han (åbenbart) ikke brugte sut mere, så savnede han den rigtigt meget. Så meget at han efter nogen tids pylren proklamerede at han nu ikke var en stor dreng mere, og at han altså heller ikke længere var tre år.