8 måneder gammel elsker Karl Emil at lege! Han kan nu finde på selv at lægge op til simple lege som fx “tag-sutten-fra-far-og-giv-ham-den-tilbage-igen”-legen eller gemme hovedet og tage det frem igen når han vil lege titte-bøh. Ligeledes kan han nu give udtryk for at han vil over til en anden end den han bliver holdt af – ved at strække armene (og ofte hele kroppen) over mod den han vil op til.
Tidligere græd han kun når han var træt/sulten/havde slået sig men en ny tendens begynder at vise sig hvor hvor Karl Emil er begyndt at vise sin utilfredshed ved at græde fx hvis man tager noget legetøj (læs: farlig ting som han kan slå sig på) fra ham. På samme måde har han tidligere primært grint hvis man har “pruttet” ham på maven men nu er han også begyndt at grine af ting han leger eller ser.
Han elsker det vi kalder at “mosle” dvs trække sig rundt på maven, rulle rundt, undersøge alt sit legetøj og kravle rundt på mor eller far i en kæmpe fart. Det er tilmed lykkedes ham et par gange at få rejst sig op af ting. Han ligger også kraftigt an til at kravle men kan ikke heeelt endnu.
Når han møffer rundt på maven er en af hans ynglingslege at kaste med nogle farvede træskiver, kigge på at de triller eller drejer rundt på gulvet og så trække sig hen på maven til der hvor de lander. Han kan lege denne leg meget længe. Han er i det hele taget begyndt at underkaste nye ting han undersøger “kaste-ned-på-gulvet”-prøven hvilket virkelig kan sætte mors og fars tålmodighed på prøve. En anden ny undersøgelsesmetode er “klappe på” eller “klaske på” metoden, denne er især et hit i det daglige aftenbad hvor der virkelig bliver plasket.
Det er meget at godt at kunne møffe sig rundt på maven men hvis man virkelig skal undersøge noget er det godt at have begge hænder fri! I denne måned lærte Karl Emil at sidde selv. I starten tiltede han hele tiden; nu vælter han kun en gang imellem. Når han så er færdig med at undersøge hvad end han har kastet sin nysgerrighed over strækker han demonstrativt armen ud til siden og giver slip på tingen.
Kan godt lide:
- Mad
- At lege med legetøj
- At blive kildet på maven/lårene (grineflip)
- At blive sunget for
- Når far spiller guitar og Karl Emil også får lov at prøve
- At mosle (helst sammen med mor/far)
- At få lov at pille ved radioen i køkkenet og andet elektronik
Kan ikke lide:
- At blive tørret om munden
- At få tøj/barnevognssele på
- At have ting oven på hovedet fx solhat
- Solbriller