ADVARSEL: Herunder følger en masse pral, fordi vi simpelthen er så stolte af vores søns flotte evaluering i vuggestuen.
GENERELT: Det der varmede os mest, var da de fortalte at han var enormt vellidt af de andre børn, som nød at være sammen med ham, fordi han var så rar, og god til at finde på sjov og ballade, ligesom han var god til at slutte sig til lege der allerede var igang og være med på en rigtig fin måde.
Karl Emil fik også ros for sin ansigtsmimik. Som Hannan og Annette sagde; der er aldrig nogen der er i tvivl om, hvordan Karl Emil har det, om han er med på at lege, om han er sur eller glad eller ked af det. Hos de andre børn, giver det en enorm tryghed, fordi det hos Karl Emil er meget nemt at forstå, hvor han er og om han er med på leg eller ej.
Karl Emil fik også ros for at altid at være med på de voksentstyrede aktiviteter, og det blev nævnt at han især var glad for motoriske øvelser. Han fik ros for sin grovmotorik, sin balance, hans udholdenhed på lange gå ture og en ud over det normale finmotorik, når han fx ligger puslespil eller spiser med kniv og gaffel. Endeligt fik Karl Emil ros for at være meget selvstændig, fx fik han ros for selv at kunne tage tøj og sko af og på. De fortalte endda at han også hjalp de andre børn, som nu endda var begyndt at spørge Karl Emil om hjælp i en sådan grad at Karl Emil nu var begyndt at sige fra, og fortælle dem at det må de selv gøre 🙂
Det eneste de havde at bemærke var at Karl Emil til tider kunne virke lidt usikker i overgange, og tit havde brug for en voksen når de fx gik tur eller skulle fra legepladsen og ind eller omvendt. De nævnte også Karl Emil var begyndt at lave lidt i bleen igen, hvilket han aldrig har gjort hos dem før. Vi har på fornemmelsen at det er fordi vi har haft så travlt herhjemme, med udlandstur med mange overnatninger nye steder, at jeg har været i på Folkemøde lige pludselig, og han har været rundt til både Jylland og Møn nærmest uden at runde det gule hus.
SPROG: Sprogligt har pædagogerne bemærket at Karl Emil ligger over niveau for hans alder, de skriver at han har et stort ordforråd, kan have en lang dialog om et emne uden at tabe interesse eller fokus, og selv danne lange sætninger. Sprogligt får Karl Emil også ros for at have en god sprogforståelse, og det er pædagogernes indtryk at Karl Emil forstår alt hvad de siger, og er god til at modtage kollektive beskeder, og føre dem ud i livet, uden at man skal spørge ham flere gange.
KOST OG SØVN: I vuggestuen bliver Karl Emil åbenbart kaldt Morgenhår: “godmorgen morgenhår”, siger pædagogerne når han står op, pga. de fine hvide lokker som jo står ud til alle sider, når han kigger ud efter sine lange lure, der nogle gange varer til langt ud på eftermiddagen, så han må vækkes hvis han bliver hentet før 15. De har ligesom os bemærket at Karl Emil er meget lang tid om at vågne, og sagtens kan sidde og se betuttet ud på skødet af en voksen, og med et stykke frugt i hånden, halve og hele timer efter han er vågnet før han begynder at live op til leg. Sådan er Karl Emil bare, det er en del af hans personlighed.
I forhold til kosten, så fik vi at vide at Karl Emil spiser godt og varieret, at han ikke er snavsforskrækket og også har et godt gåpåmod i forhold til at prøve ny mad. Han sviner ikke med maden, og taber han noget på gulvet, så samler han det selv op.
Det sidste vi snakkede om, var overflytningen til børnehaven, som indtil videre er planlagt til oktober eller november, hvilket er efter Viggo. Formålet med at flytte Karl Emil senere har været at skille dem lidt ad, fordi de løber så meget sammen, og de vil gerne i vuggestuen, at de blander sig lidt mere med de andre og knytter stærke relationer der også. Vi ved godt at Viggo er hans Viggo-ven og at de er meget glade for hinanden, og det håber vi de holder fast i. Når det så er sagt, så forstår vi også godt hvad de mener 🙂