Endeligt klarede vejret lidt op, og vi kunne begynde at planlægge nogle ture ud, med mormor og morfar. Vi startede således med at tage i Præstefjorden for at fange ørreder. Det var en sejlads på ca. 40 min ud af fjorden, hvilket også var nyt og spændende for os. På vejen rundede vi således et af mine yndlingsbjerge, Hjortetakken, som jeg håber at nå op på toppen af inden vi skal hjem.
Præstefjorden var smuk, men fuld af myg! For første gang oplevede vi hvad det var folk talte om, når de snakkede om “alle myggene” i sommermånederne. Vi i klædte os myggenet op og gik rask afsted (dvs. ikke ungerne, som af uforståelige grunde ikke lod sig mærke med de virkeligt tætte sværme omkring vores ansigter). Nana gik på orkidejagt med mormor og morfar, mens Karl Emil tog på “ørredjagt” med mor og far. Pga. det lidt svære terræn og at vi var nødt til at skulle være tilbage til særligt Nanas aftensmadstid, så blev turen kun på et par timer. Det var lidt for lidt til at fange nogle ørreder, for der var en lang og besværlig gåtur på til fiskestedet – men Nana, mormor og morfar fandt Orkiden som de så gerne ville se her. Alle var glade, og det eneste drama var da Karl Emil fik en myg i øret og skreg så hele Præstefjorden måtte have troet at der var nogen der var ved at dø.
Tirsdag sendte vi Louise på 24-timers vagt, og vi andre tog op til Cirkussøen (drikkevandsreservoiret for det meste af Nuuk). Indledningsvis for bare lige at mærke stemningen i forhold til hvor langt vi ville gå, men både Karl Emil og Nana var i aldeles strålende humør, så vi besluttede hurtigt at sætte kursen den lange vej rundt om Lille Malene, – altså langs Cirkussøen, op langs vandfaldet og igennem Paradisdalen med destination: Ammonitionsdepotet, hvorfra vi ville kunne tage en taxa retur. Turen varede omkring 4 timer, men de mange myg til trods, så var det virkeligt en smuk tur. Karl Emil snublede og ballerede hovedet mod en sten 3/4 igennem, men det lykkedes at hive ham op igen ved at snakke lidt om grotteedderkopper, som er noget fra Paw Patrol, som Karl Emil går meget op i. De er lyserøde og ikke særligt store. Vi så ikke nogle.
Onsdag havde Louise sovedag, og så snart hun vågnede, pakkede vi taskerne og tog til Qinngorput, hvorfra vi tænkte at bestige Store Malene. Siden igår var vinden taget til, så vi slap heldigvis for myg (og myggenet) på denne tur. Da vi ankom til toppen efter knap 3 timer, tikkede der en besked ind på telefonen fra mormor, morfar og ungerne som stod og kiggede op på bjerget gennem morfars dyre kikkert: “er det jer der står på toppen og vinker?” og det var det ganske vist. Denne tur var den første i mere end 7 måneder Louise og jeg var på sammen, uden at skulle bekymre os om bagkanten når børnehave/vuggestue lukkede. Mormor og morfar havde tilbudt at tage ungerne hele dagen, så så snart vi var nede igen klædte vi hurtigt om og tog en taxa på Tapasimut for at spise aftensmad.
Således den sidste uge med mormor og morfar i Grønland, og således tog vi hul denne første august, på vores sidste måned heroppe.