Vi ankom til Qeqertasuaq efter halvandet døgns sejlads med Kystbåden, op forbi Sisimiut og videre. Endnu engang befandt vi os nord for polarcirklen – i arktis. Når vi undervejs faldt i snak med det venlige personale eller andre rejsende blev de meget forundrede når de hørte hvor vi skulle af. Vi var vidst for alvor kommer uden for den almindelige turistrute.
Vi havde booket værelse på byens eneste åbne hotel og fandt hurtigt ud af at vi var kommet helt uden for sæson. Hotellets restaurant var lukket på nær om morgenen til den inkluderede morgenmad og vi måtte derfor som det første forbi byens “Brugs” og købe ind. Her var et ægte supermarked i miniformat med tøjafdeling, bageri, hæveautomat, non-food afdeling – hvor man selvfølgelig også fandt et udvalg af haglgeværer lige inden man trådte ind i frugt- og grøntafdelingen. De eneste andre logerende på hotellet da vi kom var er ældre ægtepar hvor manden var fysiklærer og hyret ind to uger om år for at undervise folkeskolebørnene i fysik.
Byen var hyggelig og befolkningen venlig og smilende men vi var kommet for at opleve naturen. Turistsejladsen var ikke vågnet af sin corona-lavsæsondvale endnu så vi tog for os af alle de vandreruter vi kunne finde. Længden var selvfølgelig naturligt begrænset af at vi havde en 1 og 4 årig med på slæb men derudover faktisk også af årstiden. Om foråret når sneen stadig smelter men ikke helt er forsvundet er de indre dele af øen og længere ture ikke tilgængelige. Sneen er farlig at gå på og den snefri jord våd og sumpet.
Dette skulle ikke stoppe os og vi pakkede bærerygsækken og drog afsted. Første tur til “Hvaludkiggerstedet” måtte vi zigzagge os gennem landskabet for at komme frem. Karl Emil fandt på vejen et tilskåret bræt med en snor i som et lokalt barn havde brugt som legetøjskibs og gik uden problemer 13 kilometer imens han sprintede fra den ene vandpyt til den næste med “sit skib”. Næste dag gik vi efter et kort besøg hos en lokal kunstner ud til “den røde elv”. På vejen fulgte en flok grinende og smilende børn os på cykel. De gjorde holdt ved den lokale fodboldbane imens vi gik det sidste stykke op til den tilfrosne, jernholdige elv og legede lidt mere med Karl Emils skib. Næste dag forsøgte vi at komme ud til et andet udkigssted men måtte stoppe da området var spærret af. Denne gang mødte vi en flok frække slædehundehvalpe som Karl Emil løb om kap med hjem. Selvom turene måske var lidt korte fra et voksneperspektiv var der fantastisk at komme ud at gå lidt længere ture med børnene og opleve så smukke udsigter og sjove, nye lege sammen med dem.
Imellem de længere tur hyggede vi med børnene på “den sorte strand” – hele øen er en vulkanø som er meget yngre end resten af Grønland – og gik småture i byen. Lige gyldigt hvor man gik i byen var der udsigt til hav og isbjerge. Trafikken var sparsom og bestod primært af ATV’er med familien Qeqertarsuaq på tur, cyklister og tunge lastbiler. Byen har engang været Nordgrønland hovedstad hvorfor alt findes her i mini-udgave. En brand- og politistation, kommune, posthus, skole, radiostation ja selv en lille køreskole. Uden for byen findes Arktisk Station en kendt forskningsstationen som nu ejes af Københavns Universitet. Vi afsluttede vores ophold på øen med en tur på lokalmuseet lokaliseret i den gamle embedsbolig, hvor vi fik en guidet tur i alle afkroge af øens og befolkningens historie.
Da vi kom hjem slog Karl Emil en fortand løs i en uoverenstemmelse med Nana og mor måtte derfor i supermarkedet og købe Polaris.
Og herunder er videoen.