Uge 15: Indkøring og jagt (video)

Startet af Louise: I sidste uge da jeg var på vagt skrev Lasse om det ikke kunne være sjovt at prøve at tage på jagt heroppe. Hos de lokale er det mere reglen end undtagelsen at gå på jagt og mange børn får deres første salonriffel omkring 10 års alderen. Da jeg så næste morgen træt lå i sofaen efter døgnvagten hev Lasse pludselig et haglgevær og en caliber .22 salonriffel frem – jeg vidste godt jeg har valgt en mand,hvor der er kort fra tanke til handling, men nogle gange overrasker han mig stadig.

Skrevet færdig af Lasse: Bortset fra det, så har ugen stået på indkøring af Nana i Puiaq. Det har på mange måder været en følelsesmæssig tung beslutning, som jeg også har skrevet og talt om tidligere. Desværre blev vi ikke betryggede yderligere i vores beslutning af de første dage med indkøring derovre. Det der først og fremmest slår mig er hvordan rummene børnene er i, nærmest er blottede for børnenes tilstedeværelse. Var børnene der ikke, ville det ikke umiddelbart sprænge en i øjnene at man stod midt i en vuggestue. Væggene er stort set bare og gulvet er tomt for møbler og andet. Selv de borde og stole som børnene bruger til at sidde og spise ved, bæres ud igen efter måltiderne og man får på mange måder indtryk af at rummene er blottede for ting og sager, der ville besværliggøre en hurtig rengøring af lokalet når dagen var omme.

Når jeg har siddet der med Nana har det eneste legetøj børnene har fået stillet frem været en kasse med 10 forskellige mere eller mindre ødelagte stykker legetøj (bemærk at der er 12 børn). Til frokost er der musestille i institutionen – både for vuggestue og børnehave. Alle børnene sidder helt stille og spiser. Var det ikke for alle de andre ting, ville man måske tænke at det var dejligt at de har så godt “styr” på børnene, men det taler ind i et billede af at børnene helst ikke må fylde for meget, og at institutioner heroppe mest er steder man “opbevarer” børn, frem for et sted, hvor børn skal trives og gives rum for leg og udvikling. Pædagogerne er i udgangspunktet søde, men de er nok bare en del af en helt anden kultur, som ikke fordrer nærvær med børnene som vi kender det hjemmefra.

Mine oplevelser med indkøring af Nana har ført til flere vågne nætter for mig allerede. Jeg trøster mig ved at hun får korte dage, at hun vil have en eller flere fridage om ugen med mig og at hun jo sover det meste af tiden hun er dernede. Men det er uanset ikke en særlig rar fornemmelse. Hvis det ikke bliver bedre, vi ved jo fx ikke særligt meget om hvad de laver efter kl10 (da jeg kun har lavet indkøring fra 9:00 til 10:00), så må vi overveje om Nana skal tilbage til Abigale eller lignende, hvor hun i hvert tilfælde trivedes. Karl Emil går det heldigvis bedre med, og han har både danske og grønlandske venner dernede nu, som han glad fortæller om herhjemme.

//

Bortset fra det, så var det også ugen, hvor vi vinkede farvel til nabopigen Clara fra 702. Vi har fået nøglen til deres lejlighed, som vi passer mens de er væk, og et halvt tilbud om at kunne bruge lejligheden hvis vi får vi gæster, som vi vil følge op på, hvis det bliver aktuelt. Søndag vandrede jeg sammen med Simon og Elise ud forbi et sted der hedder “Verdens Ende” i Qinngorput, og rundt langs Store Malene for at skyde min nye riffel ind et øde sted i fjeldet, inden vi i næste uge skal på rypejagt. Det var en hel fantastisk dejlig dag, ikke mindst pga. den smukke vandretur derover. Vi fik skudt riflerne ind og glæder os nu til at komme ud og se om vi kan få en rype med hjem i næste uge. Ud over rensdyr er fjeldrypen nok et af de mest efterspurgte “landdyr” heroppe ogrypen har jo også lagt navn til Puiaq. En Puiaq er som vi forstår det en slags formave på en rype, som man puster op og hænger op. Så kan den beskytte mod onde ånder, – alternativt kan man lave snaps af den.

Endeligt har det været en uge med noget vildt tøvejr. Når det tør kraftigt som nu, og grøfterne er fulde af sne, bliver vejene til små floder, der leder vandet ud mod havet. Selvom man kunne opfatte det en smule vemodigt at sneen er ved at forsvinde, så er både Karl Emil og Nana helt vilde med det, og de nyder virkeligt de nye muligheder for leg det giver. Da vi gik ned til stranden søndag og Nana faldt i vandet (igen igen), var der heller ingen panik hos forældrene, for nu er det pludseligt så varmt, at vi blot konstateret at hun var blevet våd og så så småt trissede hjemad for at skifte. Dermed sagt går vi også en tid i møde, hvor det bliver noget nemmere for Nana at lege og hygge sig udenfor. Det hårde og kolde vejr har nemlig hidtil gjort det ret svært for en Nana at bevæge sig, lege og hygge udenfor uden at skulle tilbringe det meste af tiden i kælken, i bæretasken, i barnevognen eller på armen.

 

 

Og selvfølgelig videoen fra uge 15, som nok bærer præg af at den mest har stået på indkøring. Også på den gode måde, for der er nemlig rigtigt mange søde klip med Nana, som på mange måder viser meget godt hvad hun er for en lille pige lige nu ♥️ 

The End!