Tuse næs med Jens og Jeppe

Det er stadig vinter, men det skal ikke forhindre os i at tage endnu en overnatning ude. Denne gang havde Karl Emil og jeg inviteret Jens og Jeppe med. Vi tog bilen og kørte mod Tuse næs ved middagstid lørdag. Dagen før havde vi været i spejdersport, og Karlos havde fået sin første snittekniv. Den var han meget stolt af, og han bar den næsten hele turen i et bælte rundt om maven. Jens havde også fået sin første snittekniv, endda vist nok på vejen, så nu skulle der rigtigt snittes småpinde så vi kunne få gang i bålet inden det blev koldt.

Vi fik hurtigt teltet op, og da der var snittet nok småpinde, gik drengene straks igang med at lege. Jens havde hans metaldetektor med, og Karl Emil 20 meter kasseret tov, fra Fylla som jeg sejler på i K.A.S. Det var fedt at mærke hvordan de lynhurtigt fandt hinanden og de var snart fordybet i leg – hvilket til gengæld betød at Jeppe og jeg kunne få noget så sjældent som lidt voksensnak.

Inden senge tid, fik vi også tid til en lille ekspedition ud for at efterforske næsset og finde noget brænde. Karl Emil og Jens fandt også et par muslinger, som vi tilberedte efter aftensmaden.

Inden sengetid legede vi “hvem kan flest bandeord” og skiftedes til at fortælle spøgelseshistorier. Det havde været en hel fantastisk dejlig dag på et meget smukt sted. Efter ungerne var faldt i søvn, delte Jeppe og jeg noget der mindede om en halv kasse øl, et par flasker rødvin og en halv flaske rom. Det var længe siden vi havde haft mulighed for at snakke sammen bare os to – så der var meget der skulle indhentes.

Næste morgen stegte vi æbler på bål inden vi glade vendte snuderne hjemad igen.

The End!