Engang for længe længe siden, var jeg i Maria Alm i Østrig, hvor jeg var skibums og arbejdede en smule som snowboardlærer. Faktisk er det 20 år siden. Og siden Louise og jeg blev kærester, har vi talt om at tage ned og besøge min gymnasieveninde, Mai, som jeg var afsted med dengang og som nu bor i Maria Alm nu med sin Østrigske kæreste, Hans og deres 3 børn: Lena, ? og Johann.

Endelig, endelig, lykkedes det at komme afsted. Vi pakkede vores ski og snowboard i vores ny tagboks, fyldte bilen op med bilunderholdning til ungerne og snack til alle. Og så tog vi afsted mod Gedser, for der at tage færgen til Rostock.

Fra Rostock var planen at køre hele vejen, og bare holde ind til siden og tage en lur når vi blev trætte. Det blev vi lige efter München, så her holdt vi ind på en rasteplads og sov nogle timer inden vi kørte videre mod Mai og Maria Alm.

Vel ankommet i Maria Alm, og efter at have hilst og snakket lidt med Mai, var planen den første dag bare at få købt liftkort og booket skiskole til Nana – så det gjorde vi.

Næste dag var vi alle klar og mega spændte. Karl Emil havde jo kørt i Grønland, men det skulle blive spændende at se om han kunne huske det, og hvordan han ville klare de noget større bakker her. Nana hun elskede skibørnehaven og var stolt over gå i “børnehave”. Louise fik på hendes første tur sendt op på en alt for stejl bakke, som hun tog et flot styrt ned fra.

Ellers gik det super godt! Nana synes det var mega spændende i “skibørnehaven”, Karl Emil fik lynhurtigt samlet det op igen, og blev faktisk næsten bedre end Louise, ikke mindst takket være Mai, som tog ham med et par gange og gav ham lidt undervisning. På et tidspunkt puttede jeg min telefon i hans lomme og vi målte hans fart til over 40 km i timen. Det sværeste var at få ham til at dreje, og ikke bare vende skiene lige ned af – men det blev bedre og bedre. Louise besluttede sig også for at få noget undervisning midt på ugen, hvilket også gjorde en tydelig forskel for hende. Alt i alt, så var det bare mega fedt, og vi havde det alle enormt hyggeligt med både ski og skihygge på pisten. Både bare os, men også med Mai og med min ven Peter, som også var i Maria Alm denne uge med hans familie – Kristine, Anker og Konrad.

Og så er det jo så perfekt at Mai jo bor på og driver en (økologisk) går, med avlsheste, køer, får, geder, kaniner og meget mere, så de fleste dage var der skiferie om formiddagen og bondegårdsferie om eftermiddagen. Mais store Pige, Lena var også rigtigt sød og inviterede flere gange ungerne ud og ride.

Om aftenen skiftedes vi som regel mad med Peter, Kristine, Anker og Konrad, og når ungerne sov satte vi os som regel sammen og delte nogle Goldbrau, eller hvad der nu lige var koldt på altanen.

Ind i mellem blev der også tid til at gå nogle hyggelige ture i Maria Alm – Karl Emil og jeg havde blandt andet en fantastisk hyggelig dag, hvor vi var nede og se kirken sammen, – og Louise og Kristine tog på shoppetur med Nana til Saalfelden.

Det har virkeligt været en helt fantastisk ferie, og det kommer vi helt sikkert til at gøre igen. Mange gange.

The End!