Karl Emil har efterhånden leget færdig med togbanen, og er begyndt også at interessere sig for sit andet legetøj (gudskelov!). Ud over vandkanden, en gammel lommelygte og et par andre ting, er en af de ting der virkeligt har bidt sig fast, lysten til at lave puslespil.
Han kan tit sidde længe med dem og hygge sig for sig selv, men han synes også det er hyggeligt når vi løser dem sammen. Når han ligger puslespil med mig, så har han imidlertid fundet ud af, at han kan drive mig til vanvid ved at tage en af brikkerne og ligge den til side, hvilket i praksis umuliggør at vi kan blive færdige. Des mere jeg prøver at overbevise ham om, at vi ikke kan komme videre uden han finder brikken frem igen, des sjovere synes han det er og des længere gemmer han den væk – og så griner han af mig og kigger mig glad i øjnene mens han siger “mig driller far”..
Om morgenen, mens Louise og jeg gør os klar, sidder Karl Emil tit og laver puslespil. Den anden dag, lagde Karl Emil 15 puslespil helt selv, mens jeg fimsede rundt og ordnede ting. De nemmeste han har, består af kun 6 brikker, men de sværeste af dem han laver helt selv har 26 brikker og hedder 4+ år. Han har enkelte med 60 brikker, hvor kan skal bruge minimal hjælp, og det største vi har lagt, hvor han selv har lagt alle brikker ned (men hvor han har brug for nogen hjælp), er på 100 brikker.
Når Karl Emil skal sove tager han ikke længere toget med i seng, men nu er han begyndt at tage en bestemt brik fra puslespillet med i seng. Det er altid den samme. For mig at se nærmest den kedeligste af alle brikkerne, der er nemlig ikke noget på den ud over lidt himmel og lidt af en lille busk. Måske er det også en af de situationer, hvor “mig driller far”.
