Det skete også i juni

Her er et par af de ting vi også lavede i juni, men som der ikke fik sit eget opslag.

Vi lavede en sneglegård, og legede sneglevæddeløb i haven! Der gik en del snegle til, men heldigvis er snegle ikke noget vi mangler her i det lille gule hus.

Nana blev også til en kat. For tiden bliver Nana faktisk tit til andre dyr og mennesker. For det meste er det fredeligt, som forleden da hun som sagt besluttede sig for at nu var hun en kat. Legen kan ofte stå på i timevis, og så hedder hun altså ikke Nana mere. Hun hedder kat (eller hvad hun nu har fundet på). Da jeg forleden så annoncerede at nu skulle vi altså ned og handle gik hun så ned i gangen for at tage sko på. Da jeg kom derned gik hun rundt på alle fire med sko på både hænder og fødder – som en kat. <3

Andre gange bliver det noget mere dramatisk, som når Nana vågner sent om aftenen eller om natten, og som forleden fx uden vi vidste det var blevet en skildpadde mens hun sov. En ting er at hun er ved at få et epileptisk anfald i raseri, fordi vi uforvarende kom til at kalde hende Nana, en anden ting er, hvis vi så ovenikøbet kommer til at tilbydde et glas mælk for at afbøde situtationen – for “SKILDPADDER DRIKKER IKKE MÆLK!!!”.

Så fik Nana og jeg købt lidt sommertøj på en hjemmedag, og vi havde en rigtigt hyggelig dag, hvor Nana fik næsten fri tøjler til at vælge tøj hun ville i prøverum og prøve 🙂

Karl Emil og jeg tog også en hjemmedag, hvor vi tog i Hareskoven og kørte mountainbike en halv dag. Vi fik kørt knap 8 km op og ned af bakke, og havde en virkelig dejlig dag. I det hele taget så var det virkeligt fedt at lave noget sammen, som vi på mange måder begge synes var lige sjovt, uden det var at jeg “bare” legede med børnene. Det kommer vi til at gøre mange gange igen – ikke mindst fordi Karl Emil også var mega sej til det og synes det var enormt sjovt.

Skt. Hans aften holdt vi i Karl Emil’s fodboldklub, med de andre unger. Vi startede med at spille fodbold, som normalt, og sluttede så med en gang “de voksne mod børnene”, hvor vi havde et ellevemandsmål og de havde et lille tre-mands-mål. Bagefter var der fællesaftensmad og kage – og så mere selvarrangeret fodbold mens de voksne snakkede færdig. Her var det mega fedt at opleve, vores ellers så generte dreng, selv sætte gang i en leg med nogle af de andre børn, som han kun kendte her fra fodbold. I det hele taget har han udviklet sig enormt meget siden han startede i SFO.

Og derudover så er det jo bare ved at blive sommer 🙂

The End!