Fødslen og koppen tog ikke kun hårdt på mor men også på lille Brombær. De første par minutter i sin mors favn ville han ikke stoppe med græde. Vi blev derfor tilbudt til flydende Paracetamol mikstur som således blev det første han fik at spise i denne verden. Dette tog tilsyneladende hans smerter og han faldt til ro.
De næste par timer af sit liv tilbragte vores søn på fødselsstuen i sin fars arme. Efter han kortvarigt havde glippet op imod sin fars tårervædede øjne faldt han trygt i søvn godt pakket ind i en lille hospitalsbabydyne.
Roen blev for en stund forstyrret da jordemoderen under undersøgelsen af ham fandt ud af at han havde et for kort tungebånd. Jordemødrene anbefalede os at få det klippet for at undgå problemer med amningen, og med en klump i halsen tillod vi det. Den lille fyr gav et lille pip fra sig og var derefter svært tilfreds med det sukkervand der blev sprøjtet ind i hans mund som smertestillende. Derefter havde han fuldstændig glemt alt om oplevelsen.
Da vi langt om længe blev flyttet op på barselsafsnittet begyndte de første besøgene at dukke op. Først Lasses del af familien derefter min. Hen ad aftenen begyndte hovedpersonen så småt at vågne op og så stod den ellers på non-stop amning kun afbrudt af 1-2 timers sovepauser. Langsomt begyndte der også at komme noget ud igen den anden vej og det lykkedes den lille prut at smøre sin fars eneste rene t-shirt ind i sin første lort i forbindelse med et bleskifte.
I løbet af sit andet levedøgn fik den lille også fint besøg af begge sine older (Lasses mormor og min farmor).
Brombær nød den megen opmærksomhed, men entréen i denne verden var alligevel en så stor omvæltning, at de blå øjne ikke magtede at være åbne mange sekunder af gangen.
Hello, World!